Drømmen om Hawaii lever endnu.

Efter en sæson med 3xDNF er jeg alligevel mega stolt og glad - fordi jeg har rejst mig – rejst mig efter min diskusprolaps som gjorde mig delvist lam i mit venstre ben.

Der er nok ikke så mange der ved hvad jeg har været igennem de sidste 2 år, så her komme lige en kort opsummering.

Jeg har haft Pro-licens siden 2014 - hvor jeg startede med at dyrke triatlon og har fra start haft en målsætning om at kvalificere mit til Hawaii i Pro-feltet men havde på det tidspunkt ingen ide’ om at det var et helt andet kvalifikationssystem end hos AG’erne og hvor svært det egentlig er.

Men jeg blev klogere!! Det skræmte mig dog ikke, tvært imod gjorde det mig bare mere tændt og stædig da jeg elsker sport og udfordringer – og stod derfor fast ved min beslutning om at det skulle kunne lade sig gøre i Pro feltet.

Jeg slutter 2015 af med et par godkendte resultater på den halve distance på Lanzarote og i Tyrkiet, men min elendige svømme performance gør at det bliver lige uden for top 10, jeg er dog fortrøstningsfuld og tænker at jeg har en hel vinter til at arbejde på at forbedre det – men en mdr. efter Tyrkiet sker der noget der kommer til at ændre mit liv på mange punkter – jeg får en diskusprolaps i nedre læn. Det sker på mit arbejde som elektriker og bliver delvist lam i mit venstre ben. Min læg er helt lam og den kan jeg slet ikke aktivere – jeg kan ikke løbe – cykle – svømme – og faktisk kan jeg næsten ikke gå.

Heldigvis har jeg en sundhedsforsikring og bliver ret hurtigt undersøgt og scannet på et privathospital Mølholm hvor man kan bekræfte hvad jeg godt vidste, at det var en diskusprolaps i nedre lænd – jeg beslutter mig for ikke at blive opereret og vil forsøge at træne det væk – forventet helingstid på en diskus er 6-18 mdr. så triatlon har lange udsigter og alle omkring mig råder mig da også til at stoppe, men nej!!  det kommer ikke til at ske!!

Når jeg sætter mig et mål, så gør jeg det færdigt og det skal en diskusprolaps ikke ødelægge.

Oven i det hele finder jeg ud af at jeg heller ikke kan få sygedagpenge da jeg er Professionel triatlet med moms nr. og har indtægter fra min sport i form af kontante sponsorater og udstyr, så hvis jeg vil have hjælp fra det offentlige skal jeg lukke mit firma og sælge cykler – tøj – udstyr – osv….

Min stædighed over systemet og at det er så firkantet - at jeg ikke kunne få hjælp - blot fordi jeg er moms registret og har fået noget udstyr og nogle få sponsor kroner tilbage i januar gør at jeg bliver rasende, skuffet og samtidig meget ked af det – så min beslutning om ikke at lukke mit ”firma” var nok ikke særlig gennemtænkt – men jeg tænkte F**** systemet – jeg kan klare mig selv!!  (den slåskamp med det offentlige er lang og kommer måske i et senere blogindlæg)

Men det kunne jeg jo faktisk ikke, for jeg kunne ikke arbejde og jeg kunne heller ikke træne - så jeg var mildt sagt på RØVEN!!

Som alle andre med diskusprolaps får jeg nogle øvelser som jeg kan lave hjemme på stuegulvet – dem laver jeg 5-6 gange om dagen og jeg starter op med nogle små gåture på 500-1000m

Svømning er det første jeg starter på og min første svømmetræning husker jeg meget tydeligt, og bare det at klæde om var et stort problem og jeg fik vist også kun svømmet 6 baner a. 25m – jeg svømmede meget langsomt en bane, tog fat i kanten vendte mig stille og roligt om og svømmede 25m tilbage – men efter 150m måtte jeg simpelthen opgive pga. smerter – Jeg var meget ked af det og syntes lige nu at min målsætning om VM på Hawaii som pro var meget langt væk…..

Løb har helt sikker været det værste, for med en ”lam” lægmuskel var der jo ingen affjedring i venstre ben så alle stød gik lige op i ryggen.

Efter ca. 8 uger kunne jeg gå 2 km og begyndt at indlægge nogle små løb af 10 skridt – ca. 2x10skridt løb - indlagt på en gå tur - det var en langsommelig proces og en dag sagde min kæreste til mig, du kommer aldrig til at dyrke triatlon igen, og jeg kunne mærke at hun mente det helt ærligt!!

Jeg lå halvt ned i sofaen hvor jeg havde brugt det meste af min tid de sidste 4 mdr., men det var som at hælde benzin på at bål der var ved at gå ud – jeg rejste mig og gik direkte ud og tog løbetøj og sko på, for jeg skulle nok vise hende at jeg kunne løbe!!

Besluttede mig for at løbe rundt om blokken som jeg kalder det – det er en tur på 1400m - men allerede efter 400m kunne jeg mærke mit venstre ben bare BANKEDE ned i jorden uden nogen form for kontrol – min vilje gjorde at jeg holdte ud i 1100m inden jeg måtte give op – grædende gik jeg de sidste 300m hjem og var nu sat 4-6 uger tilbage i min genoptræning pga. af det lille stunt – lige på det tidspunkt måtte jeg nok give min kæreste ret i at det hele så meget sort ud.

Det øgede jeg stille og roligt og var i marts 2016 oppe på at kunne løbe 10x100m med 300m gå pause imellem – i maj kunne jeg løbe 800m ad gangen ca. 5 gange på en tur.

Min Coach Sheala Pedersen kan jeg give meget af skylden for at jeg er tætter på målet en nogensinde før.

Tilbage i Maj 2016 hvor der ikke rigtigt skete nogen fremgang i min træning satte hun mig til at visualisere mig selv løbe 1 time om dagen – det havde en meget positiv effekt og efter kun 5 dage med visualisering kunne jeg for første gang i et halvt år løbe 5km sammenhængende.

Lige præcis der fik jeg virkelig troen tilbage på at jeg var på vej tilbage, men succes er ikke nogen lige linje og jeg har virkelig fået nogle tilbageslag undervejs – senest i Kalmar Ironman hvor jeg må udgå efter 22km løb hvor jeg ligger på en samlet 8. plads.

Cyklingen har ikke været helt så svær, men jeg begyndte dog først rigtigt at køre på tri cykel 14mdr. efter skaden. Ellers har det bare været stille og roligt genoptræning hvor jeg har accepteret at mit venstre ben var halv ”død” og at jeg til at starte med ikke kunne rejse mig op på cyklen fordi jeg ingen kræfter havde i mit ”lamme” ben.

Faktisk havde jeg det godt på cyklen fordi ryggens krumning gjorde at der var mere plads til nerven, men selvfølgelig alt med måde, så det var små ture på 1-2 timer.


Ironman Kalmar


Mange har spurgt mig hvad der gik galt i Kalmar – Så her kommer en kort Race Rapport


Jeg vil gerne vende den rundt og sige at meget gik godt i Kalmar og når jeg kigger tilbage på løbet var det virkelig kulminationen på næsten 2 års hårdt arbejde med genoptræning. Og selv om jeg udgik er der rigtig meget positivt at tage med hjem fra Sverige.

Mit mål i Kalmar var selvfølgelig at få et topresultat med hjem, men det vigtigste var at slappe af - nyde det - være i nuet - og mærke mig selv – så min coach havde tvunget mig til at køre uden nogen form for hjælpemidler, så som, watt måle, puls ur og GPS løbe ur.

Det var meget skræmmende at skulle køre en ironman uden at vide hvor lang tid der var gået, hvor hurtigt man cykler………, men samtidig også en kæmpe befrielse hvor man ikke er styret af ”TAL” men virkelig skal mærke efter og lytte til kroppen.

Svømningen går faktisk ret godt og jeg kommer op ad vandet efter 58 min, men ikke nok med det – jeg hyggede mig igennem svømningen for første gang nogensinde og kommer med i en gruppe.

Og da jeg på et tidspunkt tænker at jeg kan da også lige tage en føring i gruppen finder jeg ud af, da jeg efter ca. 5-600meters føring slår ud og tager et par arm tag på ryggen for lige at orienter mig bag ud at gruppen er blevet halveret – og det var endda uden at jeg rigtigt havde trykket igennem. Jeg beslutter dog at blive i gruppen nu hvor det endelig er lykkedes mig at komme med en gruppe – da der mangler 800m bliver vi overhalet af de hurtigste AG’er som er startet 5 min efter os– dem går jeg med og der bliver det så rimelig hårdt men jeg holder dem og syntes bare at det er vildt fedt selv om jeg lige er blevet overhalet af nogle AG,er 😉

Cykeldelen burde jo være lige til højre benet med min baggrund som professionel cykelrytter – men ingenting komme ad sig selv og jeg skal også på det punkt træne meget for at finde det nødvendige niveau, men jeg føler også at jeg er meget tæt på at være der hvor jeg gerne vil være. I Kalmar køre jeg 4. hurtigste cykelsplit med godt 40 i snit.

Når nu jeg kom op af vandet sammen med nogen andre Pro’er havde jeg nok forventet og håbet på at jeg ville komme til at køre i en gruppe men det kom ikke til at ske, og jeg kom ret hurtigt til at ligge helt alene, igen, igen.

Løb er lige pludselig blevet den disciplin hvor jeg er mest udfordret, hvor det tidligere har været min force.

Da jeg kommer af cyklen føler jeg mig ikke specielt træt, men selvfølgelig kan det mærkes at man lige har kørt 180km på cykel.

Men jeg kommer godt af sted på løbet og mærker efter hvad der føles rigtigt (jeg har jo ikke noget ur til at hjælpe mig med at finde hastigheden) der skal løbes godt 3 omgange på en 13 km rundstrækning og første omgang går fint, men da jeg kommer ud på anden omgang begynder min lægmuskel at give op hvilket nok er tegn på at ryggen bliver træt som medfør øget nervepres.

Det medføre samtidig store nervesmerter under trædepuden på venstre fod. Jeg prøver at være positiv og selvmotiver min hjerne med positive tanker og ord som har hjulpet meget under mine løbetræningspas, hvor jeg tit får samme symptomer.

Men det virker ikke i dag og smerterne i knoglerne under foden bliver så store at jeg giver op og må udgå.

Skuffet men samtidig meget glad og taknemmelig for at der var så meget der gik godt.

Jeg må bare acceptere at der stadig er et stykke vej tilbage til god løbe form samt løb glæde – men nu ved jeg hvad vinteren skal bruges på.

18 views
Tilmeld Nyhedsbrev

ASTRONAUT

TRAINING

Contact Information

BEKIM CHRISTENSEN

Girona, Spain

bekimchristensen@gmail.com

WhatsApp +45 2670 2459

Copyright 2014 - 2020 - Bekim Christensen