Det var nu det skulle vise sig om vi overhovedet kunne finde ud af at bo i en camper – broen bag os var ihvertfald brændt og der var ikke rigtig nogen fortrydelsesret. Kunne vi enes som par - vi skulle jo leve klistret op og ned af hinanden i 6 mdr.. Kunne vi få træningen og konkurrence planen til at gå op? Hvad med svømningen - kunne jeg finde steder at træne? Og hvad med vasketøj? Vi købte en transportabel vaskemaskine til 800,- i et campingcenter, men anede ikke om den duede til noget – vi har jo tonsvis af vasketøj når vi træner så meget som vi gør 😊
Vi sov kun 2 timer den nat, fordi vi gerne ville forbi Hamborg inden morgentrafikken satte ind, og vi fandt da også ud af at det ikke var så farligt at sove på rastepladser (ihvertfald ikke denne gang – don't do it!)
Da vi kørte videre tidligt fredag morgen, var der meget stille og jeg tror vi begge syntes at det var underligt at det her nu var vores eneste hjem, og at vi havde sagt farvel til Juelsminde og vores lækre lejlighed, som lå kun 50m fra vandet.
Før nu havde jeg aldrig været på camping og havde kun sovet i campingvogn et par gange i mit liv, så jeg anede ikke hvad der ventede mig.
Vi havde været meget i tvivl om hvad vi skulle have med - for hvor meget kunne der lige være i skabene. De så meget små ud og vi tænkte at vi ikke kan have alt det med vi får brug for, til både træning og konkurrencer. Og hvad med køkken grej?? Der må jeg sige at jeg tog fejl, eller jeg mener at vi begge blev meget overrasket.
Der er selvfølgelig blevet indgået mange kompromiser, men nogle ting skulle bare med og så måtte andet jo blive på lageret.
For mig var det vigtigste helt sikkert min elskede espresso maskine, for som man siger ”uden kaffe dur helten ikke”, eller hvad det nu er man siger, Ha Ha
Ellers var det meget begrænset hvad vi havde med – 2 espresso glas – 3 krus – 1 skarp kniv – 1 pande, 2 gryder – 4 gafler - 4 tallerkner og her kommer lige lidt billede......
Lidt syd for Hamburg er der en lampe i instrument panelet der begynder at lyse. Hvad er nu det?? Bilen har jo kun kørt 300km og selvom jeg kigger i instruktionsbogen, kan jeg ikke finde ud af hvad det er, men med lidt online hjælp fra svigerfar(automakaniker) finder jeg ud af, at nye dieselbiler åbenbart bruger noget der hedder ADblue... hold nu kæft, hvor føler jeg mig bare dum.. Jeg havde godt undret mig lidt over hvad det var for et påfyldningshul der var ved siden af tankdækslet.
Nå, men Warendorf ”her we come” men, nej, nej, nej – motorkontoret lukker kl 12:00 og vi er der 12.30. Hvad gør vi nu? Er vi virkelig strandet i Warendorf til mandag uden nummerplader?
Nej da, for Erzin, som er sælgeren hos Somacamp, har skaffet nogle eksportplader som vi må kører i Europa med i 4 uger, så vi kan heldigvis fortsætte vores rejse sydover - vi skal bare komme forbi Warendorf inden der er gået 4 uger og det passer jo fint efter Ironman Nice hvor vi skal til DK, fordi Fie skal kører DM i landevejscykling på Lolland.
Mine svigerforældre havde ferie og var på camping i Tyskland og havde besluttet at køre til Belgien for at se deres datter køre cykelløb. Svigermutter havde været så sød at finde en campingplads hvor der var en lille sø, så jeg kunne få trænet ”open water” svømning – svømning er jo min dårligste disciplin og jeg havde kun svømmet et par gange de sidste par uger pga. flytningen, så det var på høje tid at få trænet lidt igen med kun 9 dage til Ironman. Det er normalt her man begynder at trappe ned - UPS - men det kunne jo ikke have været anderledes. Jeg nåede lige at svømme inden det blev helt mørkt og fik da også løbet 5km rundt på campingpladsen.
Fie fik kørt sine cykelløb og jeg fik endelig cyklet lidt – vores liv var vendt på hovedet og alt var nyt, for nu havde jeg jo ikke mine faste ruter mere. "Vonge rillen", som jeg nok har kørt langt over 1000 gange, er en tur på 111km - Juelsminde, Vejle, Vonge, Uldum, Hatting, Juelsminde - jeg elsker den rute og jeg kan køre den i søvne og ved lige hvornår jeg skal starte på de forskellige intervaller og hvor langtid der er mellem byerne… Dejlig tur!!
Men nu var der andre ”boller på suppen”. Om lørdagen kørte jeg modsat rundt på den rute Fie kørte cykelløb på, så jeg kunne følge lidt med i løbet – der var en lille bakke hvor jeg fik kørt 15x3min intervaller, og jeg løb 90min offbike også på ruten bagefter.
Dagen efter kørte jeg lange intervaller langs et dige og løb 5km offbike, så nu følte jeg endelig at jeg var kommet lidt i gang med det, det hele handlede om igen. Jeg fandt dog ikke noget sted at svømme.
Da Fie er færdig med cykelløb søndag aften, stikker vi snuden mod Nice. Planen er at tage den i et hug, med et par timers søvn på en rasteplads. Jeg vil nemlig meget gerne ned og have lidt ro på, så jeg kan forberede mig til Ironman Nice. Det er en meget lang køretur - også noget længere end jeg havde regnet med, og specielt det sidste stykke fra Genova til Nice trækker tænder ud, fordi vejen snor sig langs kysten i bjergene og jeg er stadig ikke 100% dus med at køre camperen. .
Vi kommer til Nice ved 18-tiden og jeg siger til Fie, at jeg gerne vil ned og svømme som det første, da jeg jo ikke har svømmet lørdag og søndag. Men jeg ved da ikke lige hvad jeg havde tænkt på – måske at det var ligesom i Juelsminde hvor man lige køre ned på stranden, parkere camperen og hopper i – Ha Ha Ha, dum jyde på tur!! Vi sidder håbløst fast i trafikken midt i Nice og beslutter at finde et sted at overnatte. Jeg får tastet adressen ind på GPS’en og bliver så ledt tilbage mod motorvejen, gennem nogle meget smalle gader som går stejlt op ad – og så sker det der bare ikke måtte ske... En bil har parkeret ved siden af de andre parkerede biler ude på vejen, så vi kan ikke komme forbi. Jeg begynder at dytte i håb om at der ville komme en og flytte bilen, men nej…. Bilerne bag mig begyndte nu også at dytte i vildskab, men det hjalp jo ikke rigtigt noget og jeg havde slukket for camperen. Til sidst bliver det dog for meget for en mand på scooter, som heller ikke kan komme hverken frem eller tilbage og han kommer og guider mig sammen med Fie, igennem den smalle passage - Fie på den ene side og scootermanden på den anden – tror kun der var et par centimeter på hver side. Det var virkelig ubehageligt og jeg rystede over hele kroppen bagefter og mine ben var som gele.
Vi var heldige at nå hen til campingpladsen 2 min før bommen går ned og ikke nok med det, så har de også plads til os i en hel uge, og endnu bedre - pladsen ligger 200m fra stranden og ved siden af et supermarked – what’s not to like 😊 Jeg når lige en kort dukkert inden det bliver mørkt, men ingen cykling og løb denne dag.
Endelig var der ro på for mit vedkommende. Jeg kunne slappe af, men alligevel ikke, for jeg havde bestemt ikke affundet mig med at leve 2 menesker på 15m2 endnu. Tror faktisk at jeg var ret negativ - alt havde jo fået nye pladsser og syntes konstant jeg ledte efter noget - mon jeg nogensinde vender mig til det her.....
Opmerkingen