Jeg er så taknemmelig for at jeg stadig har mulighed for at jagte drømmen om at vinde en IRONMAN i det professionelle felt. Taknemmelig for at jeg kom igennem 2020 med motivationen og mit gode helbred og humøret i behold.
Hvis jeg skal hive de positive ting ud af ærmet så er jeg kommet ud af 2020 i bedre løbeform end da jeg startede og det selv om jeg var spæret inde i min lejlighed i 7 uger under den Spanske Lockdown.
Jeg er i bedre svømme form end nogen sinde før og jeg har fået mig en ny svømme coach som samtidig er min manager og som hjælper mig med at søge sponsorater. Han hjælper også med at kontakte løbs-arrangører, så samtidig med at han er ved at udvikle mig til en top svømmer varetager han også nogle af de praktiske opgaver. Det betyder at jeg kan fokusere mere på det der er vigtigt, nemlig træning og afslapning.
I løbet af 2020 var jeg desværre nødt til at sælge begge mine cykler for at dække de faste udgifter, men heldigvis hjalp Selandia Adventure i Horsens mig med at skaffe mig en cykel så jeg i det mindste havde en cykel at træne på.
Og jeg må sige at stort set alle mine sponsorer har været utrolig trofaste og støtter op om mit projekt, selv om de måske også selv er presset af usikkerhed om fremtiden. Det er jeg virkelig taknemmelig for og håber at jeg i år kan kvittere med nogle topresultater.
TRADE INN TRIATHLON med start i Platja d'Aro den 30. maj bliver min første konkurrence i år og jeg er 99% sikker på at den bliver afholdt da det er det Spanske mesterskaber i Long Distance triathlon, og indtil videre er Spanske mesterskaber ikke blevet aflyst grundet Covid.
Platja d'Aro er der hvor jeg svømmetræner openwater og jeg cykeltræner tit der omkring, så det bliver totalt på hjemmebane 😁
Hvilke konkurrencer der kommer derefter er ikke helt sikkert endnu, men det bliver helt sikkert i syden, altså rimelig lokalt så jeg ikke skal flyve efter det, men kan køre i bil.
Jeg har dog ikke nogen triathlon cykel endnu da jeg var nødt til at sælge den sidste år, men i skrivende stund er jeg ved at søge sponsorater til en ny. Jeg har det meste. Jeg har hjul og alt udstyr, så jeg mangler bare stellet. Og jeg håber at det løser sig inden for en uges tid.
Men alt i alt er jeg bare taknemmelig for at have mulighed for at gøre det jeg gør og så glæder jeg mig også vildt meget til at der igen kan komme turister til spanien så jeg kan afholde nogle fantastiske Cykel, Triathlon samt Trail rejser i Girona og Altea 🙏😊
Comments